Læs herunder forskellige anbefalinger, baseret på erfaringer indhentet ved besøg på forskellige spisesteder i nærheden af Frejlev. Nyeste øverst.
2015 Decemberbesøg hos JohnJohn i Torebyhallen
Bedømmelse: 4 Skalkekors ud af 5 mulige
Torsdag den 17. december var Frejlevs madpatrulje igen ude at spise i lokalområdet. Denne gang besøgte vi JohnJohn i Torebyhallen.
Selvom man befindersig i et cafeteria ved en sportshal, er der tale om velindrettede lokaler med en rigtig hyggelig atmosfære hos JohnJohn.
Konceptet er god, ærlig mad (dagens ret) til yderst rimelig pris. Dagens ret var pandestegte fiskefileter med persillesovs og kartofler.
Retten var velsmagende og blev suppleret med isdessert og kaffe. Prisen for hele herligheden med en juleøl til hovedretten udgjorde beskedne kr 500,-
Vi fik en super betjening, ventetiden var yderst begrænset, og bedømt på 19 parametre endte besøget med at udløse en samlet score på 4,38 ud af 5 mulige.
Johnjohns kan bestemt anbefales, og vi glæder os til at komme igen.
2014 Januarbesøg hos Schou's i Nygade , Nykøbing
Bedømmelse: 4 Skalkekors af 5 mulige
En torsdag i januar var Frejlevs anmelderteam igen på restaurant besøg, denne gang på restaurant Schous´ i Nykøbing.
Denne torsdag var underetagen halv fyldt og der det var et hyggeligt lokale der mødte gruppen. Restaurantens underetage bærer præg af en luxuriøs udgave af en amerikansk burgerbar fra 1950érne. Særligt de knald-røde sofaer gav associationer. Desværre gav de ikke mulighed for at sætte benene ind under sig, hvorved man kommer til at sidde anstrengt og flette ben.
Tre af os fik laksefilet bagt med spinatkant til forret og en valgte urtefarseret kylling. Fine fedtfattige retter med god smag.
To af os fik en fyldig Chardonnay med forretten og de andre tog hul på husets vintilbud, en Cabernet Sauvignon til 298 kroner.
Vi fik alle husets steak med enten hjemmelavede pommes frites eller bagt kartoffelmos. Bøfferne var 200 gr og meget møre og smagfyldte - en meget flot smag. Vinen kunne dog have være mere nuanceret i den prisklasse og vi blev ikke blev spurgt, om hvordan vi ønskede kødet stegt.
Tre af os sluttede af med en flot pandekage med hvid chocolade samt kaffe og te.
Aftenen kostede 1.750 kroner, betjeningen var god og venlig. Gruppens samlede vurdering landede på 4,10 ud af fem mulige.
Vi glæder os til at besøge restuaranten igen til sommer, hvor gårdhaven er åben.
2013 Novemberbesøg i Restaurant Czarens Hus, Nykøbing
Bedømmelse: 4 Skalkekors af fem mulige
Ole, Iben, Christa og Henrik fra Frejlev tog på restaurantbesøg en torsdag aften i november 2013.
Valget var faldet på den navnkundige historiske restaurant i Langgade i Nykøbing F.
Vi blev venligt modtaget i de historiske rammer af og introduceret til restaurantens buffetkoncept, hvor man for 80 kroner kan spise så meget man vil af salater, gratin, stegte tomater, brød og kryddersmør.
Den ene af os valgte at prøve to tigerrejer for 45 kroner, og fortrød bestemt ikke.
Mod betaling af 89 kroner valgte vi alle at bestille en 150 gr. kalvemedaljon til vores tilbehør, og valgte alle at få den stegt medium, hvilket køkkenet levede fuldt op til. Valget af kød sker ved besigtigelse af forskellige typer kød, der ligger til skue på køl bag en glasmontre i samme rum som buffeten er placeret. Der var således også oksefilet, schnitzel og T-bone Steak. Kødet vi valgte var perfekt, og suppleret med tilbehøret, herunder smørstegte kartofler og en god pebersauce, manglede vi absolut intet.
Vi delte en flaske Argentinsk rødvin til maden, en Syrah med navnet Elsa Bianchi, med en volumenprocent på 14. Prisen var 225 kroner, og det var bestemt ikke i overkanten. Flot vin, der trods de 14 % og den til tider kraftige drue var nuanceret og let, med fin eftersmag. En flot vin til god mad.
Uden at bede om det blev der sat en kande med koldt vand på bordet ved ankomsten, og betjeningen var i det hele taget høflig og begrænset til det relevante.
Regningen blev på 950 kroner for alle fire, og bedømt på 18 parametre gav vi en samlet score på 4,26 ud af 5 mulige.
Czarens Hus kan bestemt anbefales.
Seneste opdatering 16.dec 2024
Webmaster: fampedfrejlev[at]gmail.com